Gæsteblog: Motivation

Gæsteblog: Motivation

Gæsteblog: Motivation

Jeg har i ugens løb gæsteblogget for den smukke Nana på hendes side, Nana-Regalah.

Indlægget omhandler motivation – eller rettere sagt, hvorfor motivation er et flygtigt begreb.

Da Nana spurgte mig, om jeg ikke ville aflaste hende og skrive et indlæg til bloggen, blev jeg beæret. Og så var jeg dum nok til at sige ja. Jeg er ikke specielt god til at skrive personlige indlæg, fordi jeg ikke føler, der er noget specielt over min person (i forhold til træning og det område). Derudover er det også ret begrænset, hvad jeg har opnået inden for ”fitness-verdenen”.

Alligevel takkede jeg ja, fordi jeg har noget at dele, noget jeg længe har villet skrive.

Dagens indlæg handler om motivation og, hvorfor det er ubrugeligt. Nana har selv skrevet et rigtig godt indlæg om noget lignende i hendes post ”At stille op til fitnesskonkurrence: Kend dit HVORFOR”, men jeg synes godt, emnet kan tages op igen i de her dage, hvor flere og flere stiller op og flere og flere ser op til kommende og nuværende atleter.

Motivation forsvinder

Lad mig starte med at slå fast, at jeg ikke tror, nogen er motiveret til at gøre noget 100 % af tiden. Ingen. Det gælder træning, arbejde, kærlighedsliv og gåture med Henning (hunden, red.). Når motivationen svigter her i livet, tager noget andet over – medmindre ”projektet” droppes.

Tror du ikke på mig? Hvorfor tror du så, mange mislykkes, når de sætter sig nogle mål? Hvor mange har du ikke hørt sige, de vil tabe fem kilo, løbe en halvmarathon eller gøre dit og dat? I starten er de ”motiverede”, men det ender oftest med, at hele projektet skrottes – før eller senere. I min verden skyldes det, at lysten ikke ”drev værket”. Og lyst og motivation er to vidt forskellige ting.

Motivation er en katalysator – den får dig i gang. Men det er ikke en underliggende drift. Et slankere syn i spejlet er en motiverende tanke, men hvis du egentlig ikke er utilfreds med dit udseende, hvorfor så ændre det? Eller hvorfor løbe et halvmarathon? Det er fedt at have gjort, men hvad får du ud af det? I stedet for at lade motivationen drive dit liv, så du går fra det ene til det andet, så begynd at overvej, hvorfor du gør, som du gør- Gå lidt dybere og spørg dig selv, hvad det betyder for dig at løbe et halvmarathon – hvad gør det for dig? Bliver du et bedre menneske af at veje 75 kilo i stedet for 85 kilo? Hvis du er gladere ved at veje 85 kilo i stedet for at leve på af selleri og dåsetun på 75 kilo, hvorfor så tabe sig? Sundhed? Hvad med psykisk sundhed?

Mig til venstre tilbage i april 2012 til DBFF Newcomers Cup (tynd dreng)

Mig til venstre tilbage i april 2012 til DBFF Newcomers Cup (tynd dreng)

Dine valg afspejler, hvem du er

De valg du træffer her i livet, er refleksioner af dine inderste ønsker (meget Poliquin-inspireret forresten), så når du sidder og guffer kage og græder over, du aldrig taber dig, så skyldes det måske i virkeligheden, at du hellere vil forkæle dig selv med kage end at være eksempelvis fem kilo lettere – og det er helt fint.

Det lyder hårdt, men er et udtryk for, at vores valg afspejler det, vi helst vil – og det kan vi bruge, når vi er i vores følelsers vold. Hvis du virkelig har lyst til kage, men samtidig er på kur (Gud forbyde det), så tænk grundigt over, hvad du får ud af at spise kage kontra, hvad du får ud af at lade være. Hvis du så hellere vil spise kagen end at være på kur, er det nok på tide at tænke over, hvorfor du i det hele taget prøver at tabe dig eller lever, som du gør.

Vi er alle forskellige og har forskellige mål og ønsker her i livet – og det er godt. Men i stedet for at græde over spildt mælk, er det på tide at tænke over, hvad du værdsætter her i livet. Hvad giver dig glæde? Bliver du gladere af fem byture hver måned? Så fyr den af. Bliver du glad af kylling med broccoli og et par timer i centret hver dag, så gør det. Men gør det, fordi du har lyst. Ikke på grund af samfundet forventer det af dig. Det er dit liv, så gør med det, hvad du vil.  Pointen er, at du bør tage et par skridt bagud og overveje lidt dybere, hvorfor du gerne vil noget.

Et fremtidsbillede kan være nok så motiverende, men kan det slæbe dig gennem 12 måneders hård og opslidende træning + en krævende diæt? Sikkert ikke. Når det stopper med at være Instagram-sjov og energien til at motivere andre som ”upcoming atlet” forsvinder, hvor dybt går motivationen så? Hvor motiverende er det at powerwalke i regnvejr tre gange i ugen, være forbandet sulten tre timer før sengetid og ikke have flere kalorier tilbage i kalorieregnskabet eller mangle mentalt overskud til at være et bedre menneske over for sine nærmeste (Nana snakker meget om at have baglandet i orden – læs det)?

Ikke ret motiverende, hvis du spørger mig.

Virkeligheden er, at du som atlet (jeg er ikke fan af udtrykket, men det er det bedste, jeg har) kommer til at sige nej til venner, familie og måske endda studie/arbejde for at få alting til at passe ind. Du kommer til at sidde med din egen mad til fester, du kommer til at gå sulten i seng, vrisse af de nærmeste og være presset til det yderste i centret i en sådan grad, at det ikke længere er sjovt eller motiverende. Hverdagen rammer så at sige. En atlets hverdag kan være (nok nærmere ”er”) ret ensformig, hvad angår mad, træning og dagenes forløb – der er ikke så meget hokus pokus.

Hvis ovenstående lyder sindssygt og afskrækkende, så bør du nok overveje, om du har lyst til at prøve kræfter med det. Nana har stillet op én gang og træner nu frem mod sit andet stævne – det gør man ikke, hvis man ikke nyder det, det fører med sig. Kald det vane eller hvad du vil, men faktum er, at projektet falder til jorden, hvis du ikke har en oprigtig lyst til det. Det er også derfor, mange folk aldrig taber sig eller render rundt med six-pack på stranden – det gør dem ikke gladere at skulle knokle for at opnå det. Og det er, som sagt, helt okay.

Maj 2013 - lidt tykkere

Maj 2013 – lidt tykkere

 Forskellige mennesker = forskellige glæder. For os atleter er det et love/hate-forhold. Det kan være voldsomt hårdt, men det er det hele værd, fordi vi elsker den tilværelse.

Og netop fordi vi elsker livsstilen, lider vi ikke, som mange går og tror. Det kan være hårdt, selvfølgelig, men sådan er livet sgu nogle gange. Motivation er lækkert, og jeg tror, alle ville ønske, at de var konstant motiverede, men det er ikke tilfældet. I stedet må vi trække på noget dybere – og det er det, der adskiller os fra de, der kun går i centret for at være sunde eller opnå et kortsigtet mål: Vi finder glæde i det, mens de gør det af pligt. Det er ikke motivationen, der får os afsted, men en lyst til det og en overbevisning om, at det bringer os tættere på vores mål her i livet. Og så er det altså ret fedt at ”lift things up and put them down”.

Så derfor gør det mig glad at powerwalke, hvis det er det, der skal til for at opnå det, jeg søger. Og derfor bliver jeg ikke ked af, at sige nej til kage en gang imellem (ikke hver gang – ingen køller uden kage) eller gå tidligere hjem fra byen.

Og det er altså muligt at deltage i fester og sociale arrangementer. Det er blot på andre præmisser end før. Det har ikke noget med træningen eller kosten at gøre, men med den enkelte. Hvis en atlet siger nej tak til sociale arrangementer, skyldes det nok ikke kun vedkommendes diæt. Så gider han/hun nok bare ikke (eller har ikke overskud til det) – sorry to say.

Afsluttende ord

Det blev en lang smøre. Pointen er, at du skal finde ud af, hvorfor du træffer de valg, du træffer. Og det gælder alt her i livet.

Lad være med at tabe dig fem kilo, hvis du ikke kan svare på, hvorfor du gør det. Hvis svaret er, at det er ”pænere”, så spørg dig selv, hvem der mener dette. Hvis det er dig selv, så spørg igen, hvordan det giver dig værdi at se ”pænere” ud (det lyder banalt, men helt ærligt; hvorfor bruge kræfter på at smide fem kilo, hvis man i virkeligheden er tilfreds med sit udseende?). Tænk over det.

På samme måde skal du tænke over, hvorfor du overvejer at blive atlet/stille op (hvis du da vil det). Giver det dig glæde at dyrke livsstilen eller savner du byture, slik og kage og afslapning på sofaen? Som Nana skriver, er det kun i ti minutter, du er på scenen. Og så er 12 måneder ret meget, hvis du ikke nyder vejen til scenen.

Personligt kunne jeg ikke drømme om at leve, som jeg gør, hvis jeg ikke nød livsstilen og det, den fører med sig. Men det er måske bare mig.

Du kan også læse indlægget på Nanas blog her:

> http://bit.ly/nanaregalah

 

Skriv et svar